Norske Slægtsskabsbetegnelser  

Sprogligt ligger dansk ikke langt fra det norske, og de to lande har i mange år været nært knyttede. Når det gælder den nærmeste, familie ser det ud til at være de samme betegnelser, som bruges, dvs. "mor, far, bror, søster, onkel, tante, kusine, fetter, bestefar, grandonkel" osv., men når det gælder angivelse af mere fjerne slægtninge, er det norske sprog mere rigt, idet man har "menning"-begrebet til at beskrive, hvor mange slægtled væk en slægtning er i forhold til den aktuelle person. 

Enmenninger er på norsk et andet ord for søskende (fælles ane er et led væk = forældre), tomenninger svarer til fætre/kusiner dvs. søskendebørn (fælles ane er to led væk = bedsteforældre), tremenninger svarer til halvfætre / halvkusiner (fælles ane er tre led væk = oldeforældre), firmenninger er oldebørn, som man har fælles tipoldefar med. Sådan kan man i teorien fortsætte i det uendelige med betegnelserne. 

Enmenninger, tomenninger, tremenninger osv. er slægtninge i samme generationstrin, men det er også muligt at angive, om der er der tale om forskudte generationer. Børn af fætre/kusiner og halvfætre / halvkusiner osv. (altså en generation forskudt i forhold til en selv), betegnes som henholdsvis: "tomenninger (søskendebørn) minus en generasjon", "tremenninger minus en generasjon" o.s.v. Børnebørn af de samme (altså to generationer forskudt) kan så tilsvarende forklares med den tilhørende menning-angivelse og "minus to generasjoner". 

På dansk har vi ingen betegnelse på børn af nevøer/niecer, men på norsk haves ordet "grandnevø"/"grandniese"; det svarer nøje til de engelske udtryk.