Navneskik i Danmark 

Et af de vanskelige punkter, når du slægtsforsker og er kommet tilbage i 1800-tallet og tidligere, er anernes navne. 

I kirkebogen ved fødslen står, at barnet er døbt Citzele, og at hendes far hedder Hans Lauritzen. Ved de kommende folketællinger benævnes hun måske Sidse eller Sessel, og faren Hans Larsen eller Laursen eller Lassen. Og samtidig varierer alderen (og dermed det beregnede fødselsår) undertiden helt op til 5 år i forhold til det ”rigtige”. Er det nu den korrekte familie, du har fat i? Og hvordan skal du notere personen i dit slægtsforskningsprogram? 

Ligesom i dag er det sådan, at det navn, som præsten har indført i kirkebogen ved barnets dåb, må anses for barnets ”korrekte” navn, og det er derfor selvfølgelig det, der skal noteres i slægtsforskningsprogrammet. Hvad folketællerne og præst og degn i forbindelse med fx konfirmation, vielse, dåb af børn, begravelse, skifter m.v. måtte finde på at skrive er blot udtryk for, hvad de har hørt, eller hvordan navnet ifølge deres mening skal staves. 

Du må altså på anden måde sikre dig, at det er den rigtige person, du har fundet frem til. Det kan du fx gøre ved at tjekke, at det er de rigtige forældre, der nævnes, når barnet konfirmeres, ses i folketællingerne, eller i forbindelse med vielse og dødsfald. Endvidere kan du se på vaccinationsoplysningerne, der fx anføres ved vielse og ved konfirmation m.v. Er dato og navn på den person, der har udført vaccinationen, de samme? 

Fornavne

Hvis man ser på de traditioner, der var gældende, når folk skulle navngive deres børn – så langt tilbage som kirkebøger og andre kilder rækker – så var familierne bundet af en række uskrevne regler. De to første sønner blev opkaldt efter hhv. deres farfar og deres morfar, ligesom de to første døtre blev opkaldt efter deres mormor og farmor. Efter disse 4 børn var der lidt større frihed i valget. Der kunne dog opstå kludder i disse opkaldsregler. Hvis en dreng døde, så fik den næste dreng det samme navn (og tilsvarende for piger). Hvis moren døde, ofte i barselsseng, blev barnet opkaldt efter hende (hvis det overlevede). Giftede faren sig igen, blev det første pigebarn opkaldt efter den afdøde mor. Det samme gjaldt, hvis det var faren, der døde, og moren giftede sig igen. Og var man så (u)heldig, at både farfar og morfar hed Jens til fornavn, så betød det også, at der nødvendigvis måtte være 2 børn, der kom til at hedde Jens. Så finder man 2 drengebørn, der begge er døbt Jens, vil der ikke altid være et dødsfald for den første Jens at finde. Her må man lige tjekke bedsteforældrenes navne. 

Har du altså et ægtepar, der hedder Hans Jensen (altså søn af Jens NN) og Mette Pedersdatter (datter af Peder NN), så skal de første drengebørn hedde henholdsvis Jens og Peder (hyppigst var opkaldsrækkefølgen farfar-morfar, mormor-farmor, men dette varierede fra egn til egn). Hvis du ikke umiddelbart finder disse børn i kirkebøgerne, så er det bare om at lede igen, for de skal være der. Og det samme gælder selvfølgelig pigerne. For drengene er det dog nemmere, fordi du umiddelbart ud fra forældrenes navne kan udlede navnene på de første drengebørn.  

Efternavne

I 1526 blev det påbudt adelen at føre et slægtsnavn (stamnavn), og dette slægtsnavn skulle videregives fra far til børn. Adelige kvinder skulle bibeholde deres eget slægtsnavn i ægteskabet. Denne skik vandt hurtigt genklang ned i de øvre lag af borgerskabet, således at fx præster og andre embedsfolk antog et fast slægtsnavn, ofte dog kombineret med et patronymisk mellemnavn (dvs et mellemnavn, der angiver, hvem man er søn/datter af). Det samme gjorde sig også gældende for indvandrere fra andre lande, fx købmand og læger. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at børnene af disse personer ofte for drengebørnenes vedkommende blev døbt med stamnavnet, mens pigebørnene ”kun” fik patronymet. 

Før 1828 var det altså kun ganske få personer i Danmark – måske 1-2%, som rent faktisk havde et efternavn, som vi forstår det i dag.  

Særegent er det også, at kvinder helt op til ca 1900 beholdt deres pigenavn ved giftermål. 

Personernes efternavne, deres patronymer, var indtil 1828 blot en identifikationsindikator, idet der på grund af de uskrevne regler ofte i et sogn kunne være adskillige, der hed fx Jens. Man kunne så identificere den enkelte ved at sige, at det var Jens Hans’ søn, hvilket selvfølgelig blev til Jens Hansøn eller Jens Hansen, og tilsvarende selvfølgelig for pigernes vedkommende: Mette Peders datter, eller Mette Pedersdatter. Dette ses i øvrigt tydeligt i de ældre kirkebøger, hvor navnene næsten altid angives som Mette Peders Datter, altså i 3 ord. Identifikationen kunne også være en stedsbetegnelse (Langtved), en oprindelsesbetegnelse (Svensk) eller en erhvervsbetegnelse (Smed). Det kan dog ses af kirkebøgerne, at forældrene faktisk altid bliver angivet med deres patronymer eller med en anden indikator, fx tilnavn, erhverv eller sted, selv i de ældste kirkebøger. 

I 1771 indførte Struensee en navnelov i hertugdømmerne. Loven betød, at alle skulle føre et fast slægtsnavn i stedet for de tidligere patronymer og tilnavne. 

Effekten af loven ses tydeligt i navngivningen af børn i Sønderjylland og hertugdømmerne. Især for drengenes vedkommende fik disse et fast slægtsnavn, fx Peter Nissen Schmidt, som er søn af Niss Petersen Schmidt. Man kan dog notere sig, at patronymet lever i bedste velgående som mellemnavn. For pigernes vedkommende var det ofte noget mere kompliceret. En datter af Niss Petersen Schmidt, Helena, benævnes ved sin dåb i starten måske blot Helena og omtales herefter afvekslende som Helena Niss Peters, Helena Niss Schmidts, Helena Niss Datter – eller (hvis hun er blevet gift med fx Jess Hansen) som Helena Jesses. 

I 1828 kom den første navnelov for hele kongeriget. Ifølge denne skulle alle børn ikke blot have et fornavn men også det samme familienavn/stamnavn. Stamnavnet kunne være faderens patronym i 1828, eller det kunne være dannet ud fra hans kaldenavn, stednavn eller erhverv. Der var mange protester, både stiltiende og aktive, mod loven, og den kom da heller ikke til at fungere efter hensigten. 

I forbindelse med denne navnelov blev det besluttet, at børn født uden for ægteskab ikke måtte få farens efternavn, medmindre han gav tilladelse hertil. Om denne regel altid er blevet efterlevet er et åbent spørgsmål. 

I 1856 blev loven indskærpet, og det blev understreget, at det valgte familienavn nu var bindende for alle fremtidige slægtled. 

Da lovene fra 1828 og 1856 ikke havde haft den ønskede virkning, nemlig at indskrænke antallet af -sen navne, kom der en ny navnelov i 1904, der gav voksne personer ret til at antage et nyt efternavn, enten i stedet for eller ved siden af det eksisterende efternavn. Denne lov gav et voldsomt boom i antallet af navneændringer, der alle ses registreret i kirkebøgerne. Navneændringerne kunne opnås enten via et øvrighedsbevis (langt de fleste), eller via kongelig bevilling (kunne kun søges indtil 1. januar 1905).

 Læs mere om navneloven her: https://da.wikipedia.org/wiki/Navnelov.