Databeskyttelsesloven af 25. maj 2018 

Den 25. maj 2018 trådte den nye persondataforordning fra EU i kraft i Danmark. Den dækker blandt andet, hvordan vi som slægtsforskere kan og skal behandle oplysninger om personer i vores slægtsforskning, og hvad vi må offentliggøre af personlige oplysninger. Vi giver her en opdatering af lovens konsekvenser for slægtsforskere.  

Persondata 

Loven dækker elektronisk behandling af alle oplysninger om identificerbare personer, hvilket er ret omfattende lige fra telefonnummer, e-mail og adresse til personlige oplysninger om helbred og kriminel baggrund. Desuden dækker loven visse former for manuel registrering af persondata. 

For slægtsforskere er det vigtigt at være opmærksom på, at loven også omfatter fotos af personer, uanset om disse personer er nævnt ved navn eller ej (for deres billede gør nemlig, at de er ”identificerbare”). 

Der skelnes i den nye lov, som i den gamle, mellem forskellige typer af persondata, hvoraf nogle er mere følsomme end andre. Det er i den nye lov beskrevet, at særlige regler gør sig gældende for følgende typer af information: ”race eller etnisk oprindelse, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning eller fagforeningsmæssigt tilhørsforhold, …  helbredsoplysninger eller oplysninger om en fysisk persons seksuelle forhold eller seksuelle orientering”. 

Denne type oplysninger vil vi kalde for ”følsomme personoplysninger”. Og selv om det ikke udtrykkeligt er nævnt, kan man roligt gå ud fra, at det også omfatter følsomme oplysninger om adoption, faderskaber og lignende oplysninger (altså svarende til oplysninger omfattet af arkivlovens regler om 75 års adgangsfrist).  

Databeskyttelsesforordningen og de danske supplerende bestemmelser. 

Der er i Danmark vedtaget en lov, L68 den 25. oktober 2017, med supplerende bestemmelser – hvoraf i hvert fald én af disse supplerende bestemmelser har stor betydning for slægtsforskning.   

Er al slægtsforskning omfattet? 

Hidtil har det være sådan, at opbevaring og elektronisk behandling af personoplysninger til eget brug (privat brug) ikke har været omfattet af persondataloven. Det bliver der ikke lavet om på. Så hvis din slægtsforskning har karakter af, at du gemmer data i dit eget slægtsforskningsprogram og ikke deler det med nogen, kan du registrere, hvad du vil. 

Det samme gælder ifølge Datatilsynet, hvis du blot deler dine data med nærmeste familie. Og nej, der findes desværre ikke nogen klar definition af, hvad ”nærmeste familie” er.   

Afdøde personer.

Den gamle persondatalov dækkede også afdøde personer, og da man ikke kan offentliggøre følsomme personoplysninger uden samtykke, har det givet stor usikkerhed for slægtsforskere. Hvor lang tid skal der gå, inden man kan skrive oplysninger om domme, faderskaber, adoption m.v. for afdøde personer? 

Denne usikkerhed bliver nu fjernet med loven om databeskyttelse og L68. Som udgangspunkt omfatter databeskyttelsesloven nemlig slet ikke afdøde personer, men den danske L68 indfører en bestemmelse om, at den nye lov gælder i 10 år efter personens død. 

Det betyder, at man nu 10 år efter personens død kan offentliggøre følsomme personoplysninger om den pågældende person (dog skal andre love som injurielovgivning stadig observeres, ligesom de betingelser, man har modtaget oplysningerne på fx fra arkivet). 

Måske synes man, at det er lige lovlig hurtigt i visse situationer at offentliggøre meget personlige oplysninger allerede 10 år efter personens død. Altså fx lige nu personlige oplysninger om en person, der døde i 2009. Her kan det anbefales, at man stadig bruger sin sunde fornuft og tager hensyn til den afdødes familie. Og har man fået oplysningerne gennem en dispensation fra Rigsarkivet, skal man selvfølgelig respektere de betingelser, man der har skrevet under på.  

Hvad er det samme og hvad er ændret.

Hvis man ser på ikke-følsomme personoplysninger, har den hidtidige praksis fra Datatilsynet været, at man som slægtsforskere gerne må offentliggøre almindelige data såsom navn, fødselsdato, vielsesdato, ægtefælle og nærmeste familie uden forudgående samtykke fra nulevende og selvfølgelig også for afdøde personer. 

Dette forbliver det samme. Man kan altså fremover have disse oplysninger i sit slægtstræ, også selv om det er offentligt og også for nulevende personer. Nulevende personer har dog indsigelsesret, og så kan det være nødvendigt at fjerne det. Men vær opmærksom på, at det kun er personen selv, der har indsigelsesretten. Et barn kan således ikke kræve oplysninger om sine afdøde forældre fjernet, som eksempel. 

Følsomme personoplysninger falder, som tidligere nævnt, uden for den nye lovs rammer 10 år efter personens død. Og indtil da kan sådanne følsomme oplysninger kun offentliggøres med personens samtykke (eller hvis oplysningerne allerede er offentlige). Her er der en skærpelse i loven, idet der fremover kræves det, der hedder ”udtrykkeligt samtykke”. 

Udtrykkeligt samtykke betyder, at den afgivende person skal give klar og positiv accept af offentliggørelsen, og den skal være specifik, således det er klart, hvad der gives samtykke til. Desuden bør det foreligge på skrift (inkl. e-mail) og ikke blot mundtligt. 

Man kan herefter sammenfatte de nye regler for slægtsforskernes offentliggørelse af persondata som vist i tabellen. 

Hvad siger Datatilsynet.

Danske Slægtsforskere rettede derfor i februar 2018 henvendelse til Datatilsynet.

Datatilsynet har bl.a. svaret: ”Datatilsynet kan herefter oplyse, at tilsynet på nuværende tidspunkt ikke har planlagt udgivelse af en vejledning om slægtsforskning efter det nye retsgrundlag, der finder anvendelse fra den 25. maj 2018. Det er imidlertid planen, at Datatilsynet vil udarbejde en række nye informationstekster til tilsynets nye hjemmeside. Datatilsynet har imidlertid noteret sig, at der er et ønske om en opdateret informationstekst om slægtsforskning”. 

Desuden skrev Datatilsynet: ”Det kan således umiddelbart forventes, at de samme generelle overvejelser, som fremgår af tilsynets informationstekst om slægtsforskning, ligeledes vil være relevante efter databeskyttelsesforordningens regler”. 

Datatilsynet skriver altså, at man ud over de forhold, der er nævnt her, ikke forventer væsentlige ændringer til, hvordan vi som slægtsforskere skal forholde os, når vi ønsker at viderebringe vores forskning. Det er gode nyheder til de mange tusinder, der arbejder med slægtsforskning – og dem der gerne vil kunne bruge resultaterne.