Hvad er en kilde?
En kilde er det sted eller den person, som du får dine oplysninger fra.
En kilde kan være mundtlig eller skriftlig. Den mundtlige får du, når du snakker med dine slægtninge og beder dem fortælle, hvad de husker. Men det kan også være gamle historier, som er overleveret mundtligt fra det ene medlem til det andet, måske endda fra generation til generation.
Husk på, at oplysninger og historier, du hører, altid er fortalt af en given person. Der kan været pyntet på sagen, ting kan være udeladt, eller de kan være forkerte eller løgnagtige. I hvert fald vil de altid være set fra fortællerens vinkel.
Skriftlige kilder kan være dåbsattester, eksamensbeviser, skøder m.v. Eller det kan være kirkebøger, retsprotokoller, folketællinger. Endelig kan det være breve eller dagbøger, som du har fra din familie. De sidste er klart udtryk for den skrivendes opfattelse, mens du bør kunne gå ud fra, at attester og protokoller m.v. er saglige og troværdige.
Blandt kilder må også nævnes genstande. Fx kan medaljer berette om udmærkelser, og gamle sølvskeer er af og til forsynet med initialer, der måske fortæller om personer og begivenheder (bryllups- eller dåbsdatoer).
Vi må heller ikke glemme gamle billeder, der kan fortælle mere end mange ord. Pas på dem!
Læs mere om kilder og kildekritik her.