Danske Slægtsforskere Facebook
Vi knytter personer med interesse
for slægtsforskning sammen
Danske Slægtsforskere / Kom i gang / Tips til søgning / Stednavne

Danske stednavne
Hvor boede dine aner? Og hvilket sogn – og dermed hvilken kirkebog – kan du finde oplysningerne i?
Du vil opdage, at de navne, som du finder i folketællinger og andre steder ofte er ufuldstændige, forstået på den måde, at du ikke kan se, om det er et gårdnavn, et stednavn eller et sognenavn. Hertil kommer, at der er mange stednavne og sognenavne, der findes mange forskellige steder i Danmark.
Så før du kaster dig ud i at blade i en kirkebog (måske resultatløst), er det en god ide at slå navnet op i en af de kilder vi har til dette formål.

Der er tre gode kilder til dette formål, nemlig enten Krabsens stednavnebase, http://www.krabsen.dk/stednavnebase/ Salldatas stednavne, http://salldata.dk/sted/ eller https://digdag.dk.

Hvis du bruger Krabsen, skal du først vælge, om du vil søge bredt på et stednavn, eller om du vil søge specifikt inden for et givet sogn.
 Hvis du søger på ”stednavn”, får du alle resultater af dette, uanset hvor i landet dette forekommer.
Søger du inden for et sogn, får du alle (næsten?) stednavne, der er knyttet til sognet.



Under alle omstændigheder skal du være opmærksom på, at du skal vælge enten at søge ”med den angivne stavemåde” eller ”med jokertegn”. Se illustrationen.



Hvis du bruger Salldata, så søges der altid med jokertegn før og efter (medmindre man har markeret ”helt ord”, og der er flere muligheder, fx at man kan vælge, hvilket amt man ønsker at søge i, og om man ønsker en fonetisk søgning (hvis man ikke er sikker på stavemåden). Ved en søgning sorteres automatisk alfabetisk inden for hvert amt, men man kan vælge ”sorter stednavn”, og så vises resultaterne alfabetisk efter selve stednavnet.

Det er som regel en fordel at søge med jokertegn, fordi du så kan være sikker på at finde de mulige steder, hvor din ane har boet – eller at du i hvert fald finder alle de kirkebøger, du bør søge i.
Som et godt eksempel på dette kan nævnes ”Hvidbjerg”, som er et sogn i Hindborg Herred, Viborg Amt, Morsø Sønder Herred, Thisted Amt, Refs Herred, Thisted Amt, samt ”Hvidbjerg Vesten Å”, som er et sogn i Hassing Herred, Thisted Amt. Endvidere er det et stednavn i Gårslev Sogn, Hjerm Sogn, Nørre Snede Sogn, Oksby Sogn, Sinding Sogn, Skallerup Sogn, Thorsted Sogn og Vorde Sogn.
Hvis du havde søgt på ”Hvidbjerg” uden jokertegn, havde du fx ikke fundet Hvidbjerg Vesten Å Sogn .
Når du har fundet det rigtige stednavn, så husk at notere såvel stednavn som sogn, herred og amt i din slægtsdatabase, så du ikke senere bliver i tvivl om, hvilket sted der er tale om, og hvor det ligger.

Oplysningerne om herred og amt kan du også senere få brug for til mere avancerede søgninger.
Fordelen ved Krabsen.dk er, at du her altid får angivet sogn, herred og amt i relation til det enkelte stednavn.
Vil du gerne se, hvor sognet ligger, og hvad nabosognene hedder, kan du se det her, hvor du kan klikke på det enkelte amt og se de detaljerede oplysninger.

Hvis du bruger http://digdag.dk/, skal du scrolle ned i bunden og klikke på ”Søg stednavne”. Efter at du har skrevet det sted, du vil søge på, skal du klikke på ”Find”. Nu får du vist en liste med søgeresultater. Klik på navnet, og der åbner et pop-up billede. Her skal du klikke på landkortet med knappenålene, så får du vist, hvor dette stednavn findes.

Når du har fundet det rigtige sogn, kan du også slå dette op i Danmarks Stednavne. Her kan du søge på Hvidbjerg og få placeret pletter på landkortet, hvor dette navn forekommer.

Her er samlet en række links til hjælp vedr. stednavne:

Stednavne - Hele landet

http://www.krabsen.dk/stednavnebase/

Stednavne – Hele landet

http://www.salldata.dk/Sted/

Stednavne – Hele landet

https://digdag.dk

Stednavne - Danmarks Stednavne
Bornholms - Stednavne Download PDF
Sogneregister til lollandske og falsterske godsskifter (kan også bruges til fæste) Download PDF
Stednavne - Fyn 1600 - 1850
Stednavne - Fyn 1600 - 1850
Stednavne - Lolland Falster Fyn Bornholm
Stednavne - Nørre Jylland
Stedregister - retsbetjente på Sjælland, Lolland-Falster, Bornholm