Danske Slægtsforskere Facebook
Vi knytter personer med interesse
for slægtsforskning sammen
Danske Slægtsforskere / Om os / Tilbud / Forum

Forum spilleregler 

Velkommen som bruger i foreningen Danske Slægtsforskeres forum.
Du bør kende vores spilleregler, før du skriver i forum.

Formål med forum
Forum er et sted, hvor du kan stille og besvare spørgsmål om slægtsforskning og emner i relation til slægtsforskning. 

Opret dig som bruger og log ind 
Vil du deltage i debatten, skal du oprette dig som bruger først. Det gør du ved at klikke på "Ny bruger" øverst til vestre på siden. Medlemmer af Danske Slægtsforskere har adgang via det tildelte brugernavn og password. Du skal dog logge ind. 

Dine indlæg kan læses i mange år 
Når du skriver et indlæg i vores forum, bør du tænke over, at det kan læses mange år ud i fremtiden. Så skriv ikke noget, du fortryder i morgen eller om 10 år. Formålet med forummet er, at nuværende og kommende slægtsforskere skal kunne finde frem til de gamle indlæg og de mange guldkorn. 

Du må ikke kopiere andres tekster ind i forum 
Du må gerne henvise til andre kilder og citere fra tekster, men du må ikke kopiere en fuld tekst, som du ikke har ophavsret til, ind i forum. Husk at oplyse om kilden ved citater. Hvis du vil citere fra en tekst, der ligger på nettet, er det en god ide at nøjes med at linke til den.

Søg, før du spørger
Inden du stiller et spørgsmål om et specifikt emne eller en funktion, er det en god ide at tjekke, om emnet har være behandlet før. Det gør du ved at lave en søgning i Forum. Brug funktionen Søg fra menulinjen.

Brug også søgefunktionen til fx at finde ud af, om der er tråde, der omhandler dine aner eller sogne. Du kan på den måde finde uventede guldklumper. 

Stil kun et spørgsmål ad gangen 
Hvis du har flere spørgsmål, er det bedst at oprette et indlæg for hvert spørgsmål. Det gør det både nemmere for dig at skrive en god og dækkende overskrift til dit indlæg og nemmere for den, der svarer. 

Hvis der er familiemæssig sammenhæng mellem to eller flere tråde, du opretter, vil det lette arbejdet for dem, der skal hjælpe dig, hvis du husker at krydshenvise mellem trådene. 

Vælg den rigtige forumgruppe 
Sørg for at oprette dit indlæg i den rigtige forumgruppe. På den måde er svartiden kortere, og du henvender dig til den rigtige målgruppe. 

Opret kun dit indlæg en gang 
Skriv ikke det samme indlæg i flere forumgrupper. Det gør forummet uoverskueligt og rodet. Hvis dit indlæg er forsvundet fra forsiden uden, at du har fået et uddybende svar, kan du hive det frem igen ved at skrive et nyt svar i tråden. 

Ingen spam, tak! 
Du må ikke sende uopfordrede tilbud eller reklamer, hverken til andre brugeres mailadresser eller som private beskeder i Forum. Det er ulovligt og betyder ekskludering fra Forum. Annoncering for produkter eller arrangementer hører ikke hjemme i Forum og vil blive fjernet. 

Opfør dig ordentligt 
Det skal være rart at færdes i Forum, så hold en god tone. Vi accepterer ikke personlige angreb, bandeord og lignende, men det er selvfølgelig tilladt at give udtryk for sine holdninger, så længe det sker på en sober måde. 

Giv andre hjælp 
Din viden om og erfaring med slægtsforskning er vigtig for andre medlemmer og brugere. Del din viden i Forum ved at besvare spørgsmål, og hjælp andre til at komme videre. Dine svar vil inspirere andre til at deltage aktivt i Forum. 

Moderator 
Oplagt fejlagtige indlæg eller indlæg, der strider mod spillereglerne, vil blive slettet af Forums moderatorer. Det vil normalt ske uden at du underrettes. Du kan gøre indsigelse ved at sende en e-mail til moderator. 

Karantæne 
Ved gentagne brud på vores spilleregler vil moderator sende en advarsel til dig. Ignoreres denne advarsel eller gentages etikettebrud, kan moderator give en karantæne i en periode, hvor du ikke kan skrive i Forum. 

Anmeld anstødeligt indhold 
Finder du indlæg, der ikke opfylder Forums spilleregler, kan du trykke på knappen 'Rapportér til moderator'. 
Bemærk, at anmeld-funktionen ikke er beregnet på intetsigende overskrifter og fejlanbragte indlæg. Overlad venligst den slags til Forums moderatorer.