Hvad skal der blive af din hjemmeside, din database eller alt det, du har transskriberet i årenes løb, den dag du ikke er her mere?
Du har måske ikke nogen efterkommere, der interesserer sig for slægtsforskning?
Så bør du tænke på ”os andre” – alle os, der ikke er verdensmestre i at læse gotisk håndskrift, eller som ikke har forsket i de mere vanskeligt tilgængelige kilder, hvor du har fundet både skifter, domme og fæsteprotokoller.
Tænk på al den viden, der går tabt, hvis det hele forsvinder.
Heldigvis findes der en mulighed for at lade al din viden gå i arv.
Danske Slægtsforskere er klar til at ”arve” din hjemmeside og/eller din database og alt det andet materiale.
Du bestemmer selv overtagelsesdatoen. Vi har også mulighed for at overtage driften og betale for denne, mens du stadig har fuld hånd- og halsret over dine data.
Hent og udfyld testamente, fuldmagt m.v. allerede i dag, og send det til os. Husk også at fortælle dine efterkommere, at testamentet findes.
(Alle links åbner i en ny fane).
(Siden er revideret 27/8-2026).