Folketællinger
De danske folketællinger, der er offentliggjort på internettet, går fra 1787 til 1940, og de er en fantastisk kilde for slægtsforskere, fordi de giver et fuldstændigt overblik over samtlige personer i hver enkelt husstand i hvert enkelt sogn på tællingstidspunktet.
De første to folketællinger blev foretaget i 1787 og 1801, og herefter er der et spring til 1834, hvorefter der er foretaget regelmæssige folketællinger med 5-10 års mellemrum. Den sidst offentliggjorte folketælling er fra 1940. Ønsker man at se senere folketællinger (1945-1970), skal man henvende sig personligt på Rigsarkivet i København. Alle folketællinger skal bestilles i forvejen.
I folketællingerne kan man se, hvad personerne hedder og hvor gamle de er, hvilket erhverv de har og – fra og med 1845 – hvor de er født. Folketællingerne fra og med 1901 indeholder ikke blot fødselsår, men også fødselsdato.
Med oplysningerne fra folketællingerne er det som regel ret let at gå tilbage i kirkebøgerne og finde yderligere oplysninger om personerne, herunder fx forældrenes navne eller fødsels- og dåbsdato.
Vær opmærksom på, at der kan være stor variation i stavemåden af navnene, og at det beregnede fødselsår ikke nødvendigvis er særlig præcist.
Alle folketællingerne fra 1787-1940 findes i form af indskannede dokumenter, hvor man skal blade sig frem side for side inden for hvert sogn og hver folketælling, for at finde oplysningerne.
MEN en stor del af folketællingerne findes også som indtastede eller indekserede oplysninger, som man kan søge i direkte.
Søgning i folketællinger
Søgning i de indtastede folketællinger kan ske på følgende hjemmesider:
1787-1940: Dansk Demografisk Database (Rigsarkivets hjemmeside): http://ddd.dda.dk/soeg_person.asp. Ikke alle sogne er søgbare efter 1880.
Her kan man få et overblik over, hvilke folketællinger der er indtastet: http://ddd.dda.dk/kipoversigt.htm.
Grafisk oversigt pr. 1. november 2019:
Her kan man søge og se præcist, om et sogn er i databasen: http://ddd.dda.dk/soeg_hvader_selv.asp.
1787-1940: Danish Family Search: https://www.danishfamilysearch.dk/search/ - her er der for langt de fleste folketællingers vedkommende link til den originale folketælling. Søgning kræver, at du er oprettet som bruger og logget ind. Det er gratis. Ikke alle sogne er søgbare efter 1880. Søger samtidig også i alle indtastede kirkebøger.
1787-1940: Familysearch.org: https://www.familysearch.org/search/ - Søgning kræver, at du er oprettet som bruger og logget ind. Det er gratis. Søger samtidig også i alle indtastede kirkebøger og i det store slægtstræ.
Opslag i folketællinger
Opslag (dvs fremfinding af den folketælling, man ønsker at blade i) i de indskannede folketællinger kan ske på følgende hjemmesider:
1787-1940: Rigsarkivet: https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/rif/rif-collection/7. Listen starter med folketællingerne 1850-1940, og derefter kommer 1787-1845. Læs evt. Rigsarkivets kvikvejledning. [Link]
1787-1940: Danske Slægtsforskeres hurtigopslag: https://arkivalielister.dis-danmark.dk/ao_fkt_vis_navne.php. [Link skal formentlig rettes] En hurtig og enkel indgang til de enkelte sogne og deres folketællinger.
1787-1940: Salldata.dk: http://ao.salldata.dk/index.php?type=ft. Her kan man via opslag på amt, herred, sogn og årstal få vist den enkelte folketælling.
1787-1940: Danish Family Search: https://www.danishfamilysearch.dk/census/
Læs mere om søgning i folketællinger her.