Referat fra den ordinære generalforsamling 25. marts kl. 19.00 i Plantagehuset, Thisted
Peter Olsen bød velkommen til de 17 fremmødte medlemmer.
1. Valg af dirigent og referent
Mogens W Jensen - foreslået – og valgt som dirigent.
Elly Bloch - foreslået – og valgt som referent.
2. Fremlæggelse af bestyrelsens beretning ved Peter Olsen
Det forløbne år har for lokalforeningen været som de fleste: Vi har siden sidste generalforsamling haft otte medlemsaftener, hvor vi dels har øvet os I at læse gotiske tekster, og dels har set nærmere på diverse kilder og hjemmesider, der kan være nyttige at kende som slægtsforsker.
Derudover har vi haft to foredrag i efteråret med temaerne ”rakkere og natmandsfolk” og ”et barnemord i Thy” samt to foredrag her i foråret om sociale relationer i landbosamfundet og om ejendomshistorie.
Disse arrangementer var ganske godt besøgte, når vi holder antallet af deltagere op mod antallet af medlemmer i foreningen, som er 55 personer.
Vi er ved at vokse ud af Lokale 1 i ved foredragene i Plantagehuset, og ved flere medlemsaftener har de ledige stole også været ganske få. Bestyrelsen takker alle jer medlemmer for jeres støtte og fremmøde.
Derudover må vi ikke forglemme vores ekstraordinære generalforsamling i efteråret, hvor vi valgte at lokalforeningen skulle skifte navn og indgå partnerskab med den ny fælles landsdækkende forening ”Danske Slægtsforskere”.
Winther Rasmussen, Elly og Lars deltog i den forbindelse helt ekstraordinært sammen med undertegnede i adskillige møder på landsplan. På sigt bliver det - efter vores vurdering - en kæmpe fordel for slægtsforskere i hele Danmark, at vi nu er en landsdækkende forening, som taler med én røst overfor Rigsarkivet og politikerne, der med diverse bevillinger til indscanninger af arkivalier delvist financierer vores hobby.
Jeg vil også benytte lejligheden til at takke bestyrelsen for dens lokale indsatser. Winther Rasmussen, der som kasserer skal holde styr på diverse kvitteringer og udbetalinger fra såvel bankkonto og kontantbeholdning; Elly som trofast og med sikker hånd fører vores protokol, så aftaler bliver husket; Herdis som forkæler os alle med lækker kage og anden forplejning ved både foreningens arrangementer og flertallet af bestyrelsens møder; samt Lars Iversen der står for kontakten til pressen og Hjemmesiden. Uden jeres bidrag ville foreningen ikke fungere.
Med disse ord vil jeg give ordet tilbage til vores lige så trofaste dirigent.
Ingen umiddelbare bemærkninger til beretningen, men ros fra bestyrelsen til Peter, for hans store engagement og gode informative møder.
3. Behandling af indkomne forslag
Ingen modtaget.
4. Økonomi
Lars Winther-Rasmussen gennemgik regnskabet, inkl. det omdelte specificerede regnskab,
Med et lille overskud på 238,11 kr. og en ”formue” på 9.521,90 kr.
Peter nævnte en forventet indtægt i 2019 på ca. 12.000 kr. med et medlemstal på, som tidligere nævnt 55 personer.
Revisor Jan Krogh roste Winther-Rasmussen for et gennemskueligt, præcist regnskab.
Kontingentet på 100 kr. for enkelt medlem og 150 kr. for par, blev foreslået uændret for 2020, hvilket blev godkendt.
5. Valg af medlemmer til bestyrelsen
Herdis Kristensen, Elly Bloch og Lars V Iversen på valg, var villig til genvalg, og genvalgt.
6. Valg af to suppleanter til bestyrelsen
Jette Andersen genvalgt.
Johannes Nielsen foreslået og valgt.
7. Valg af revisor og revisorsuppleant
Jan Krog villig til genvalg som revisor – genvalgt.
Willy Mardal foreslået og valgt som revisorsuppleant.
8. Eventuelt
Peter nævnte at Morsø Slægtshistoriske Forening gerne vil have et samarbejde, bl.a. i f. t. foredrag, og opfordrede til at det blev drøftet under den efterfølgende kaffe.
Idet der ikke var yderligere, erklærede dirigenten generalforsamlingen for afsluttet, takkede for god ro og orden, hvorefter Peter takkede dirigenten for indsatsen.
For ref. Elly Duus Bloch