Horsensegnens Slægtsforskere / Andet / Medlemsmøder / Medlemsmøder arkiv / 20230912 Besøg hos Brædstrup Lokalhistorisk Arkiv
Tirsdag 12 september havde vi arrangeret medlemmernes aften som en udflugt til Brædstrup Lokalhistorisk Arkiv. Der deltog i alt 9 medlemmer i den meget hyggelige og givtige tur.
På arkivet hørte vi naturligvis om arkivets historie, fortalt af næstformand Knud Møller, men også om Brædstrup bys historie fra fire gårde og en kro i midten af 1800-tallet til den driftige by som vi kender den i dag. Meget af udviklingen skyldes tilstedeværelsen af offentlige institutioner, specielt retskredsen, hvilket var helt usædvanligt for sådan et sted med fire gårde langt ude på landet.
Arkivet har til huse i Tinghuset i de gamle retslokaler, hvor meget af den gamle indretning er bevaret.
Cellegangen og cellerne er også bevaret, og bruges i dag for det meste som "sikkert" arkiv. En af cellerne står stadig som original og viser forholdene fra gamle dage.
I løbet af aftenen havde vi lejlighed til at se på dokumenterne fra arkivet. Tilfældigvis havde mange af os interesse i området ved Træden, og der dukkede sjove ting op. F.eks. skolefotos, hvor vi meget pudsigt kunne finde mødre, der havde gået i klasse sammen.
Der skal herfra lyde stor tak til det frivillige personale fra arkivet.
Hvis du har relation til området omkring Brædstrup kan et besøg stærkt anbefales. Du kan eventuelt på forhånd søge på https://arkiv.dk. Registrering af sagerne på arkiv.dk er dog, som i mange andre lokalarkiver, forsinket med flere år på grund af et enormt arbejdspres. Der findes altså meget mere materiale, end hvad der fremgår af det system.
Brædstrup Lokalhistoriske Arkiv har åbent hver torsdag 13:30-18:00 i Tinghuset, Østergade 9, 8740 Brædstrup. (http://www.braedstruparkiv.dk)