Horsensegnens Slægtsforskere / Andet / Historier om Slægten / Min farfar Søren Skadhede

Min farfar Søren Skadhede

Min farfar Søren Skadhede, som jeg er opkaldt efter, overtog i 1917 slægtsgården Øster Skadhede i Bøvling. I 1942 bad han Personalhistorisk Institut om at lave en slægtstavle. Den viser, at samme slægt har ejet gården siden 1664 (i alt ti generationer), og i Hardsyssels Aarbog fra 1955 nævner Alfred Kaae en Sven Pedersen i Skadhede, der var birkedommer i en årrække og ejede gården i 1624. Efter al sandsynlighed var han far til Peder Svendsen, den første ejer i slægtstavlen.

Fæstebonden Søren Laursen sad på gården i sidste halvdel af 1700-tallet og virkede også som benbrudslæge. Han døde som aftægtsmand i Skadhede i 1799, og Rysenstens skifteprotokol har en opgørelse af boet efter hans død. Den opgør hver eneste genstand, lige fra en ”beskadiget jernbilægger-kakkelovn 5 rigsdaler” til en ”beskadiget lysestage 2 skilling”, i alt 12 rigsdaler 2 mark og 12 skilling – langt fra nok til at dække begravelse og løn til den ugifte datter, der havde passet faderen ”i hans alderdom og enkestand 7 vintre”.

Sønnen Christen Sørensen fik gavn af landboreformerne. I 1805 blev han selvejer, da han lånte penge til at købe fæstegården af godsslagteren på Rysensten P.S. Fønss for 1100 rigsdaler. Vester Skadhede kostede 1200 rigsdaler.

De to gårde lå side om side i kanten af hver deres mark. Øster Skadhede bestod af to længer, som var øst/vest orienteret og lå parallelt over for hinanden med gårdspladsen imellem sig. Gården var opført i bindingsværk og havde lerklinede vægge og stråtag. Stuehuset, der var 11 fag langt, og indrettet med stue, kamre, køkken, bryggers og bageovn lå mod syd og var forsynet med én skorsten. Bygningen mod nord var godt dobbelt så lang (25 fag) og rummede både lade og heste- og kostald. Mod vest i gården lå et lille tørvehus.

Christen Sørensen døde i 1817, og hans enke blev siddende på gården, indtil hun i 1831 overdrog den til sønnen Christen Christensen. Måske var det i årene efter generationsskiftet, at gården blev nybygget. I hvert fald fortæller slægtstraditionen, at gårdene Øster og Vester Skadhede fik deres nuværende placering i 1835, da Vester Skadhede blev flyttet godt 200 meter mod vest.

Fire år senere i 1839 blev brandforsikringssummen udvidet for Øster Skadhede, og taksationen viser en væsentligt anderledes gård end den gamle. Nu bestod den af fire længer, der alle var opført i grundmur og havde stråtag. Stuehuset, der lå mod syd og var 16 fag langt, var indrettet med stue, kamre, køkken og bryggers og var forsynet med to skorstene og en stor muret bageovn. Mod nord lå laden på 15 fag, og den var – som noget nyt for datidens bøndergårde – indrettet med et agerum i den side, som endte ud mod gårdspladsen. Det var altså en lade med mulighed for gennemkørsel. Kostalden (6 fag) lå mod vest, og den bygning, ligeledes på 6 fag, der lå mod øst i anlægget, var bygget sammen med laden og rummede hestestald og fårehus.

Øster Skadhede (1956)

Christen Christensen levede fra 1794 til 1866 og var så relativt velhavende, at hans fem sønner kunne købe - eller gifte sig til - hver sin gård i Bøvling eller nabosognet Ramme, mens datteren Maren blev gårdmandskone i Iowa i USA.

Sønnen Jens overtog slægtsgården, mens Niels giftede sig til Storebjerg og blev Indre Missions høvding i Bøvling.

Søren blev født i 1884 og var den yngste af seks søskende. Hans ældste bror, Kristen, udvandrede til USA i 1894, da Søren var 10 år. Derovre blev Kristen landmand i Midtvesten med to gårde i to forskellige stater, og han fik en dansk kone og otte børn foruden to adoptivbørn, som han tog til sig, efter at hans kones søster var blevet slået ihjel af sin græske mand.
Kristen sejlede hjem og besøgte fødegården en enkelt gang i sit liv, mens Søren aldrig kom til Amerika.

Søren var med i sognemenigheden som farbror Niels i Storebjerg, men han havde det svært med de hellige, altså missionsfolkene. Han sagde engang til præsten, at de selvfølgelig godt måtte holde bibelmøder i hans hjem, da han jo hørte til menigheden, men de skulle ikke forvente, at han nogensinde ville byde velkommen eller løfte sin røst på møderne. Engang, hvor Karen og han kørte hjem fra et bibelmøde, beklagede han sig: Så sidder de der og er så ’hælle’ (hellige), men i morgen så synder de igen.

Søren havde som dreng i Øster Skadhede tilbage i 1890’erne oplevet en far og en mor, der var meget forskellige. Faderen Jens var en alvorsmand, mens moderen, Margrethe var mild og venlig, og hun kunne godt gå med til, at møblerne blev sat ud til siden, så der kunne blive danset i stuen, når far ikke var hjemme.

Anderledes var det med Karen, der som sagt kom fra det mere religiøse Vester Krogshede med slægtsbånd til Storebjerg. Der var det en stor synd at danse eller spille kort. Da Karen blev stor nok til at gå igennem Bøvlingbjerg om aftenen, fik hun strenge ordrer fra sin storebror om, at når hun kom forbi forsamlingshuset, skulle hun løbe, for hvis hun hørte for meget af musikken, kom hun i fordærv. Det grinede hun selv af senere. ”Åh, det var sådan en dejlig musik, gammel dansemusik er det bedst’ a ved”, sagde hun.

Da Søren og Karen blev gift, var han 33 og hun 24. Han var først forlovet med hendes storesøster, Marie, men hun døde, og så tog han lillesøsteren, der tilmed blev nødt til at bryde med sin kæreste. Karen flyttede i 1917 ind og blev kone i Øster Skadhede, og Sørens forældre, Jens og Margrethe, flyttede til Nees, over til deres søn Anton, hvor de begge døde seks år senere, da de var i begyndelsen af 70´erne.

Børnene i Skadhede var altid glade for at besøge farbror Anton, der havde syv børn, for han var sjov og udadvendt og god til at fortælle historier. Lige modsat var det med farbror Jens i Smørpøth. Det fortælles, at da Jens som gammel mand lå for døden, kort efter at hans bror Anton var død, lå han og funderede over den store forskel på ham og Anton: Jeg havde mange penge, men næsten ingen venner, mens Anton, han havde mange venner og ingen penge, sagde han. Jens havde i øvrigt brudt med missionsfolkene for at kunne gifte sig med Kirstine fra valgmenigheden.

Familien i Øster Skadhede parat til udflugt med den gamle H.G.F. (1934)

På billedet står Karen og Søren glade og stolte foran deres bil, en H.G.F. (’Høj Gammel Ford’), som Søren købte i 1929. Han er 50, og hun er 41. Bag dem, på trinbrættet, står deres to yngste børn, Lisbeth på syv og Peder på fem år. De to ældste Grethe og Jens (min far, der senere overtog slægtsgården) var dengang i 1934 16 og 14 år.

Det er tydeligt, at bilen er et statussymbol, med rullegardin og klunker. Med den kunne de køre langt omkring, ikke bare i kirke om søndagen.

Som det ses af billedet har Søren en kæde i vesten til sit guldur. Han var en mand i sin bedste alder. Han sad i sognerådet, var bogholder i Sparekassen og kasserer i missionsfolkenes søndagsmejeri. Sønnen Peder har fortalt min bror Arne, at selv frisøren på Bøvlingbjerg, Henry, der kom fra valgmenigheden, havde stor respekt for ham. Da Peder var teenager, skulle han en dag ind for at blive klippet, og så betroede frisøren sig til ham. - Jeg har det ikke så godt med dem fra sognemenigheden, men det gælder ikke din far. Faktisk er han den mest retskafne mand i hele sognet, det må du godt vide.

Søren fik kræft og døde i 1949. Karen fik et forsølvet, laurbærkranset portræt ”Fra venner i Bøvling og Flynder” med et skriftsted ”1. Pet. 1 3-4”. Karen flyttede ind hos datteren Grethe i Nees, og min far Jens overtog gården, som han havde drevet under farfars sygdom. Karen nåede efter tur at bo hos alle sine fire børn, før hun byggede hus på Bøvlingbjerg, da hun var 71. Her fik vi børnebørn på skift varm middagsmad, når vi var i skole.

Søren Skadhede
12-05-2021