Degnen i Albøge blev gårdmand.

af: Willy Helbo nyhedsbrev april 1989

Ilden buldrede kraftigt i bilæggerovnen henne i hjørnet af stuen i Albøge stoergaard. Der var en god varme i stuen, det var også nødvendigt, for det var koldt udenfor. Det var vinter, det var sidst i januar måned 1761.
Henne på en af stuens bænke, en brunmalet egeslagbænk, sad konen i gården, Karen Joensdatter, og tænkte på, hvad der var sket inden for den sidste måned. Hun var lige blevet enke, idet hendes mand, Friderich Sørensen Homoe, var død nytårsdag den 1. januar 1761, 55 år gammel.
Kun 18 år havde de fået lov at leve sammen i deres ægteskab. Hun og Friderich var blevet gift i Albøge kirke i 1743, og de havde da overtaget den dengang helt nyopførte Albøge Stoergaard. To år før, sidst i marts måned og lige før påske, var hele den store firlængede gård nedbrændt totalt. Den gang havde det været Søren Nielsen, der sad som selvejer i gården, som er den største gård i Albøge.
Der hørte fire gadehuse i landsbyen til Albøge Stoergaard, hvoraf de tre var beboelseshuse. Søren Nielsen og hans hustru, Agnethe Helene Becker, flyttede over i det ene af gadehusene, da gården nedbrændte. Godt to måneder efter døde Søren Nielsen, og hans hustru blev boende i huset. Jo, Karen Joensdatter kunne godt huske den store ulykke, som var overgået gårdfolkene på Stoergaard. Agnethe Becker havde været Søren Nielsens 2. kone. Da hans 1. kone, Bodil Sørensdatter, døde i 1726 hed gården ikke Albøge Stoergaard, da hed den Katagergaard.
Agnethe Helene Becker havde været søster til herredsfoged og birkedommer under Baroniet Høgholm Birk, Sr. Adam Becker, der også boede i et af Stoergaards gadehuse. Albøge Stoergaard havde længe været herredsfoged- og birkedommergaard, idet skiftende personer med dette hverv boede i det ene af gårdens gadehuse.
Karen Joensdatter tanker vandrede igen frem til dengang, da hun og hendes salig mand, Friderich Homoe, efter gårdens genopbygning flyttede ind i denne som selvejere. Allerede året efter at de var blevet gift, fik de i 1744 deres første barn, Maren Friderichsdatter, og i de næste ti år fik de fire børn mere, en søn og tre døtre: Joen Friderichsen, født 1745, Anne Marie Friderichsdatter, født 1748, Maren Friderichsdatter, født 1752, og Anne Friderichsdatter, født 1754. Desværre havde de ikke fået lovat beholde deres ældste datter, Maren. Hun døde som lille pige. Den næstyngste datter var så blevet opkaldt efter hende.
Karen Joensdatter var født i Søby, Albøge sogn, i 1718 som datter af gårdmand Joen Michelsen og hustru, Ane Rasmusdatter. Hendes moder var fra Østerballe i Hoed sogn. Karens nu afdøde mand var født i 1705, også i Søby, og han havde altså været 13 år ældre end hende. Aldersforskellen betød dog ikke noget. Der fandtes jo eksempler på, at gamle mænd havde giftet sig med purunge piger.
Endnu var Karen Joensdatter ikke gammel, kun 42 år, men hvordan ville fremtiden nu forme sig for hende? Hun kunne jo gifte sig igen og dermed få en mand i gården , som kunne drive den videre. Hendes egen søn, Joen, var kun 16 år og dermed umyndig, så der kunne ikke være tale om, at han kunne klare opgaven med gårdens drift. Men hu havde nu heller ikke regnet med at gifte sig igen - i hvert fald ikke foreløbig.
Jo, det var svært for Karen Joensdatter, nu hvor hun var blevet enke. Hun var taknemlig for den støtte, hun havde fået af Christen Brandt, der var degn i Albøge. I den måned, som nu næsten var gået, siden Friderich Homoe døde, havde Christen Brandt støttet hende med råd og vejledning. Hun havde derfor også valgt ham til at være hendes laugværge, når der om et par dage skulle afholdes skifteforretning her i gården. Hun kunne ikke få nogen bedre til dette hverv.
Christen Nielsen Brandt var blevet kaldet til degn i Lyngby-Albøge sogne den 8. august 1736. Han var født den 14. januar 1705 i Marie Magdalene som søn af sognepræst Niels Nielsen Brandt og hustru, Maren Christensdatter Bruun.
Året efter at han var kommet til Albøge, var han blevet gift med Mette Marie Larsdatter Solrød. Hun var datter af hans forgænger i embedet i Albøge, Lars Nielsen Solrød og hustru, Lene Thomasdatter Lyngby.
Nu var Christen Brandt enkemand og havde været det i 3½ år. Hans hustru døde i juni måned 1757, 51 år gammel. Der var en stor børneflok, som Christen Brandt var alene om at forsørge og opdrage. Karen Joensdatter var tilfreds med, at hun havde valgt ham som sin laugværge ved den forestående skifteforretning.
Den 30. januar 1761 var dagen for skifteforretningens afholdelse i Albøge Stoergaard. Det var den dag, hvor alt lige fra gårdens bygninger til det uslested lille køkkenredskab skulle registreres og vurderes. Skifteforvalteren som skulle forestå forretningen, skulle være kammerherre og amtmand over Kalø amt, baron Gersdorff til Isgaard på Mols. Han var imidlertid forhindret i at møde og havde i stedet beordret by- og herredsfogeden i Grenaa, Niels Erich Behr, til på hans vegne at forestå skifteforretningen. Som vurderingsmænd og testificanter var Rasmus Jensen, Hallendrup og Mads Larsen, Albøge, tilstede. Som formyndere for de fire umyndige børn bar børnenes to morbrødre, gårdmand Michel Joensen, Søby, og gårdmand Rasmus Joensen, Østerballe, også tilstede. Og selvfølgelig var Karen Joensdatter og hendes laugværge, Christen Brandt, også tilstede ved forretningen.
Registreringen og vurderingen begyndte inde i stuen. Da man havde registreret bilæggeren, et bord, to bænke, et rødmalet egeskab, endnu et egeskab, et egeskrin og den brunmalede egeslagbænk, som blev vuderet til ialt 8 rigsdaler 2 mark, kom man til Karen Joensdatters seng, hvorom der var et gammelt brunt hjemmegjort omhæng. I sengen var der en olmerdugsdyne, to bolstersunderdyner, to hovedpuder og to par lagner. Sengen med indhold blev vurderet til 8 rigsdaler 4 mark. Derefter hendes dragkiste som vurderedes til 4 rigsdaler.
Da man her i skifteforretningen kom til Karen Joensdatters seng og dragkiste, bad hun og Christen Brandt om, at disse to stykker møbler måtte overlades til hende uskiftet, idet hun samtidig bekendtgjorde, at hun ikke forlangte sig nogen broderlod tildelt af boet, da hun aldrig mere agtede at indtræde i et nyt ægteskab.
Formynderne havde efter denne hendes bekendtgørelse ikke noget imod, at hun beholdt sengen og dragkisten, forsåvidt skifteretten ville tillade dette. Det blev da sådan, at Karen Joensdatter fik lov til at tage sengen og dragkisten ud af boet, for hun havde nu bestemt sig for ikke at gifte sig igen. Men havde hun nu også det?
Skifteretten sluttede boet den 18. marts 1761 med bodeling til fordel for de fire umyndige børn. Karen Joensdatter blev boende på gården i Albøge, og formentlig var det degnen, Christen Brandt, der forestod gårdens drift. Da man nåede hen under jul samme år, blev Karen Joensdatter og Christen Nielsen Brandt imidlertid trolovet. Det skete den 14. december 1761, og den 9. marts 1762 blev de gift i Albøge kirke. Året efter, i 1763, fik de en datter, der kom til at hedde Mette Marie, opkaldt efter Christen Brandts første hustru, og i 1766 fik de datteren Friderica.
Degnen i Albøge havde altså giftet sig til landsbyens største gård. Han var nu også blevet gårdmand. Men dermed er historien ikke sluttet.
I børneflokken fra sit første ægteskab havde Christen Brandt datteren Nille Friderica (født 1749). Hun ville da være et passende parti for Karen Joensdatters søn fra første ægteskab, Joen Friderichsen. Fem år efter at Christen Brandt og Karen Joensdatter var blevet gift, blev disse to børn fra deres respektive første ægteskaber trolovet den 10. maj 1767, og den 29. juni 1767 blev de gift i Albøge kirke.
Den 23. juli 1767 afstod Chr. Brandt Stoergaard til Joen Friderichsen. Chr. Brandt døde i lyngby den 8. august 1767, og Karen døde samme sted den 28. juni 1785. Hun blev stammoder til slægten Johnsen, der ejede gården indtil 1954.