Hekse på Djursland
Af: Willy Helbo Trustrup nyhedsbrev september 1996

Det var ikke alle af 1600-tallets såkaldte hekse på Djursland, der havde så fornemt et navn, som det Maren Jensdatter bar i sin tid som hyrdekvinde i første halvdel af det 17. århundrede. Hun blev kaldt Dronningen. Dette skyltes sikkert, at hun var en agressiv kvinde, meget dominerende og når nogen fornærmede hende, åbnede hun for sluserne med en serie af eder og forbandelser og brugte sprogets værste gloser overfor den formastelige, der havde fornærmet hende. Denne magt hun hermed oparbejdede over almuen, udnyttede hun ganske ubarmhjertlig.
Dronningen vogtede kvæg i mange forskellige byer, men hun var der i regelen ikke ret længe, for man turde ikke beholde hende på grund af hendes temperament. Hun havde ofte en stor dreng eller pige i sin tjeneste som hjælp med at vogte kvæget. En af dem, Michel Jensen i Skaarup i Nødager sogn, har fortalt, at Dronningen engang havde "kastet ondt" på Morten Nielsens får i Hallendrup, Albøge sogn. Hun mente selv, det var vist djævelen, der tog dem bort for en daler, hun havde givet ham på Bjørnholm birketing. I Hallendrup gjorde hun sig også efterhånden helt umulig, at man ikke turde beholde hende og hendes mand længere (hun var altså gift - hvordan mon han har haft det ), for det var jo farligt at fornærme hende.
Hun hævnede sig på sin efterfølger, som var en ældre mand. Hans svigersøn, Peter Larsen i Pederstrup har fortalt, hvad der skete. Dronningen overfusede ham med alle de skælsord, hun havde til sin rådighed, og til sidst lovede hun ham en ulykke, fordi han havde fjernet hende fra kvæget, så hun var blevet arbejdsløs. Kort efter blev den arme mand alvorlig syg og blev, som om han var "borte tagen", hvilket vil sige, at han gik fra sans og samling af rædsel over Dronningens trusler. Han kunne ikke tjene mere og måtte gå til sengs, hvor han lå i ti uger, inden han døde. Han havde klaget stærkt over Dronningen og fortalte, at hun en dag ude i marken havde vist ham en "suott diæffel" ( sort djævel) blandt kvæghjorten. Den havde skikkelse af en sort fugl. Han sigtede hende for at tage livet af ham med sine djævelske kunster.
I Tirstrup havde Dronningen også vogtet kvæg og resideret i hyrdehuset. Her havde hun haft en pige, Birgitte Rasmusdatter, i sin tjeneste. Pigen fortalte også om Dronningens troldomskunster. Søren Mogensen i Tirstrup solgte øl, og denne drik brugte Maren Jensdatter, Dronningen, meget, men hun glemte altid at betale. Søren Mogensen slog en kridtstreg på bjælken for hver kande øl, Dronningen hentede. Efter et stykke tid var der så mange streger, at der efter hans regnekunst nu måtte være et helt oksehoved. Dronningen blev afkrævet sin gæld, og så kom ulykken. Hun kom med sine sædvanlige eder og forbandelser, og de skulle få en ulykke og miste deres bedste ko. Koen døde selvfølgelig, og Dronningen vedgik, at hun havde lovet dem det.
I Tolstrup mellem Homaa og Aalsø havde man også haft Maren Jensdatter som hyrdekone, og i Allelev var hun blevet forrygende uvenner med gårdmand Jens Nielsen over betalingen for at vogte en stud. I Obdrup ved Trustrup havde hun også været, men der var hun kommet noget hovedkuls fra, for bønderne havde nemlig haft i vandet i Koldsig på Obdrup mark - altså den samme vandprøve, som den senere herremand på Rugaard, Jørgen Arenfeldt også brugte på de kvinder, han beskyldte for at være hekse. I Albøge havde Dronningen også været hyrdekone, men her var de kommet af med hende på en skikkelig måde.
I Koed gik det galt for Maren Jensdatter. Hos gårdmand Jep Pedersen, hvis hustru forøvrigt hed Maren Jensdatter ligesom Dronningen, havde hun fået lovning på en kande øl for en tjeneste, hun havde gjort dem. Da hun kom for at hente øllet, havde de imidlertid ikke noget, hvilket jo omgående vakte Dronningens raseri, der blev fulgt op af trusler. Hun fik lov at overnatte i gården. Datteren, Sidsel, lå i et værelse for sig selv. Om natten blev hun meget syg og klagede sig højlydt. Først da Dronningen kom ind til hende faldt hun til ro. Men efterhånden mistede pigen sin forstand og prøvede flere gange at begå selvmord. Dronningen blev beskyldt for at have forvoldt sygdommen ved troldom, og hun blev i 1635 dømt skyldig af et kirkenævn, og dommen blev stadfæstet på Viborg Landsting. Hun blev formodentlig brændt på bålet ved Sdr. Hald Herreds galgebakke.