Den dag i 1930, da far fik kørekort.

af: Ivar Poulsen i Hvidovre nyhedsbrev juli 1997

Omkring efteråret 1929 fik far, murermester Alfred Poulsen i Trustrup, arbejde at udføre så forskellige steder som i Revn, i Albøge og i Fuglslev. Han arbejdede normalt selv med på de forskellige arbejdspladser, men det skete, han måtte følge to eller flere pladser på samme dag. Transporten hjemmefra skete på cykel. Det samme gjaldt selvfølgelig for hans "folk". Behovet for og muligheden af at anskaffe en bil var tilstede, så han købte en Ford T, en af dem med kaleche. Så manglede han bare at lære at køre den.
Der var ingen gearstang i sådan en Ford T, derimod en midterpedal mellem de også i dag benyttede to pedaler for hhv. kobling og bremse. Midterpedalen aktiverede et såkaldt planetgear, som bilen af Henry Ford var udstyret med, og håndbremsen i venstre side blev i en bestemt position anvendt, når bilen skulle bakke. Håndbremsens placering forårsagede iøvrigt, at der ikke var nogen fordør i førerens side, man måtte hive sig ind over passagersædet og over til rattet i bilens venstre side.
Der var heller ingen kørelærere, i hvert fald ikke i Trustrup. Men loven sagde, at det var tilladt viksne at køre, når blot der sad en kørekortbesidder ved siden af. Så far aftalte med postbud Sofus Rønde i Trustrup, at han skulle være den, der kørte med og iøvrigt gav de nødvendige instruktioner. Arbejdstiden begyndte kl. 7.00, så far skulle normalt hjemmefra i hvert fald en halv time før. Og de folk, som skulle samme sted hen, kom også med i bilen, ofte også lidt materialer. Efter Efter ankomsten til dagens byggeplads tømtes bilen, hvorefter post Rønde kørte tilbage til Trustrup for de´r på jernbanestationen at passe sit eget arbejde.
Da far efter Rønde´s skøn var moden til en køreprøve, blev en sådan bestilt hos Mouritsen der var motorsagkyndig i Grenaa. Det var omkring 1. april 1930. På dagen kom jeg hjem fra skole omkring kl. 14.00. Jeg spurgte mor, der var i vaskekælderen, om jeg måtte gå far i møde.
"Du må ikke gå længere ud end til Marius Jensen"., lød svaret.
Marius Jensen drev dengang sammen med sin kone statsejendommen ved vejen, der fører hen til jernbanen lige bag ved fodboldbanen. På min protest, der gik ud på, at jeg tidligere var gået helt ud til søskendeparret Katholms nu nedbrudte gård ved vejen, der øst for Lundskov, fører til Fladstrup, svarede mor, at i dag regnede det altså, så det kunne der ikke være tale om. "Busse" og jeg havde tidligere været helt derude og var af frk. Katholm blevet inviteret ind på rødgrød. Men så langt måtte jeg altså ikke gå den dag.
Jeg satte i gang mod Grenaa og ud for kalkværkets hovedbygning mødte jeg Karl Andersen, der i sin lastbil var på vej hjem fra Grenaa. Jeg var kommet ud til villa "Østa", da jeg bagfra hørte en bil komme samme vej som jeg selv. Det var en bil med kaleche, og til at holde denne fast i nedslået tilstand var sådanne vogne bagerst i hver side forsynet med et beslag nærmest som en rørholder med påsatte læderremme. Da jeg så bilen, fik jeg den tanke at prøve, om jeg kunne nå disse ganske vist korte remme og på den måde hænge bagi. Det var hvad vi drenge af og til gjorde med biler eller i hvert fald prøvede på, for hastigheden var ikke så høj dengang. Hvis føreren opdagede det, kunne vi godt redde os et par lussinger.
Som tænkt så gjort. Men mine bevægelser med den ene arm blev af føreren opfattet som en anmodning om at måtte køre med, så han stoppede op og spurgte i overensstemmelse hermed. Jeg turde ikke sige , at min hensigt havde været at hænge bagi, så jeg satte mig ind ved siden af ham, og den mig ukendte mand satte vognen i gang. Nu var der aftenen før i radioavisen efterlyst en farlig røver, i hvid signalement indgik en frakke med pelsbesatte lommer. Jeg skævede over venstre skulder, men da manden ikke savrede til denne del af signalementet, kunne jeg udelade risikoen for at komme alvorligt til skade. Han spurgte, hvor jeg var på vej hen, og jeg fortalte ham, hvad min tur gjalt. De biler, vi derefter mødte, blev nøje studeret, men ingen af dem var fars. Vi kom ind til Grenaa. Han satte mig af på torvet og sagde, han ville køre en runde for at se efter bilen. Lidt efter kom han tilbage uden at have set den og sagde, ahn ville køre mig ud til Sdr. Mølle, så kunne jeg nok finde hjem. Det var heller ikke nogen problem, der var bare det, at det regnede stærkt. Han kørte mig ud, jeg stod af, takkede og begav mig på vej hjem.
Ud for skolen i Fuglsang mødte jeg igen Karl Andersen, nu på vej mod Grenaa. Jeg fortsatte passerede Hessel og blev nogle hundrede meter længere fremme overhalet af en Ford. Den førtes af Eskild Dalgaard Sørensen fra cementstøberiet og havde Rasmus Jensen, Ras Jensen kaldet, som passager. "IH, det var da vist Ivar" har jeg senere fået at vide, at Ras Jensen udbrød. Bilen blev stoppet. og jeg blev samlet op. Da jeg drivvåd kom hjem i stuen, sprurgte mor meget naturligt, hvor jeg havde været. Da der kunne være øretæver i luften, stillede jeg som afværgespørgsmålet: "Skal jeg sige dig det?" Det synes mor nok jeg skulle og blev dybt rystet. Ud over at jeg blev sendt i seng for at fange en eventuel forkølelse i starten, skete der ikke noget. Nok også fordi jeg ikke som ventet kunne møde far på landevejen. Post Rønde, som jo nødvendigvis måtte med i bilen til prøven, havde selv et ærinde at køre, så far tilbød at tage toget hjem. Og det var jeg jo sagesløs i. Sidst på eftermiddagen så Karl Andersen indenfor. Han havde, som han fortalte, mødt mig to gange og ville lige sikre sig, at jeg var kommet hjem. Vi kom også hinanden ved dengang.
Nu var far så berettiget til at virke som "kørelærer", d.v.s. sidde på passagersædet foran og lade en nybegynder køre. Jens Peter Christensen, Jens Peter kaldet og en af fars ansatte, kørte ofte, når de tog på arbejde sammen. Jeg mener ikke, han tog kørekort, men han blev så rutineret, at han kørte selv ved nødvendige lejligheder. Jeg var engang med ham fra Albøge til Meineche´s købmandsgård i Lyngby efter cement, da de genopbyggede gartnerens hus i Albøge efter en lynbrand.
Det er sådan set mærkeligt at jeg endnu i dag kan huske registreringsnummeret på Fordén , det var v 8649. Somme tider kan jeg ikke huske mit eget tilsvarende nummer, selv om jeg har haft min nuværende bil i ti år. V 8649 blev afmeldt efter nogle års forløb. Landbrugskrisen reducerede antallet af fars byggepladser og også hans indtjening. Bilen blev stillet i garage og senere solgt til karetmager Henriksen for femten trillebøre og en trækvogn. Henriksen fik den parkeret i Tjørnegaardens vognport, der var åben og frit tilgængelig mod vest. Ved gårdens brand i efteråret 1937 blev bilen under kåd leg udsat for så alvorlig hærværk, at Henriksen valgte at skrotte den.
P.S. Sigvald Aarestrup - skorstenfejermester og husdigter for mange hjem i Trustrup - skrev som ril så mange andre en konfirmationssang til mig. Den gik på melodien "Jeg er havren", og efter et vers om min interesse for fodbold fulgte Aarestrup op med følgende:
Fodsportsmand det blev han os'se snart
ind til Grenaa gik han i en fart
og men's efterlyst og stor ståhej
sjosked han på Søndermøllevej.
P.S. "Busse", hvis borgelige navn var Reiner Christensen, flyttede sammen med sin storebroder Knud og sine forældre ind i den lejlighed i "Skolely", vi forlod da vort nye hus ved hovedvejen var færdig. Hans far var portør ved statsbanerne og familien flyttede senere til Sjælland.
Jeg fandt iøvrigt aldrig ud af, hvem manden der tog mig med til Grenaa, var.