En udvandrerhistorie
af: Erna Riise i Grenaa nyhedsbrev 1993
I det følgende vil jeg fortælle om min moster, Kathrine Marie Nielsen, der sammen med sin mand, Peter Andreas Petersen, emigrerede til USA i 1910. Jeg vil begynde med at fortælle lidt om min mosters baggrund.
Kathrines barndom og ungdom.
Kathrine Marie Nielsen blev født den 27. april 1888 på Sejrø, hvor hendes far, Jørgen Nielsen (født den 24. september 1863 på Sejrø) var bestyrer på sin afdøde fars ejendom. Hendes mor, Marie Sofie Sørensen blev født den 30. november 1863 i Hvilsager. Marie og Jørgen Nielsen flyttede i 1889 sammen med deres første barn til Lyngby på Djursland, hvor de købte et lille landbrug. Deres andet barn, Ane kom til verden i Lyngby den 30. december 1889, og det tredie barn, Søren, blev født den 7. juni 1891. Derefter flyttede de til Fuglslev. Her kom de næste børn hurtigt efter hinanden: Peter, født den 19. marts 1894, Martin, født 1895, Sofus, født den 13. april 1896, Niels, født 1898, Rasmus, født den 1. februar 1899, og Jørgine (min mor), født den 9. marts 1901.
Her i Fuglslev voksede Kathrine op sammen med sine otte søskende. Deres forældre flyttede flere gange til små landbrug i Fuglslev, som ikke gav meget udbytte. Deres far gik også rundt som uldkræmmer for derigennem at tjene ekstra penge. De havde også to patienter (piger) fra Raamosegaard, der bestemt ikke var nemme at passe. men de fik jo betaling for at have dem.
min mor har fortalt: "Dengang var de fleste mennesker fattige. Kathrines familie var måske ikke ligefrem fattige, men der var ikke ret mange penge at gøre med".
Familien Møller, hvor Kathrines mand voksede op, har fortalt: "Familien Nielsen sad i små kår, men de var venlige og gæstfri mennesker."
Min kusine fra Grenaa har en anden opfattelse, idet hun siger: "Jeg mener, vore bedsteforældre sad godt i det. De var ikke fattige."
Jeg mener selv, de var fattige. Jorden har sikkert ikke været så god og har derfor ikke givet så gode afgrøder. Derfor valgte bedstefar at gå med uldsækken, og bedstemor passe de to syge piger. Senere, da de købte Fuglslev Møllegaard, gik det dem lidt bedre. Børnene var blevet større og kommet ud at tjene.
Kathrines datter, Erna, har fortalt: "Da Kathrine var 12 år gammel, arbejdede hun sammen med sin bror, Søren, i marken på en nabogård. En dag skulle de hente hø i nærheden af en mose. Der var meget vådt, og de måtte tage skoene af. Det var sidst i september og derfor meget koldt. De græd, imens de arbejdede, fordi de frøs deres bare ben. En nabokone så dem, og fik medlidenhed med dem. Hun gik over til gårdmanden og skændte på ham, fordi han lod børnene arbejde barfodet i sådan en kulde. De fik lov til at komme hjem i huset for at få varmen."
Kathrine tjente flere steder, bl.a. på Kalø gods og Møllerup gods, og senere kom hun til at tjene på Elbækgård i Tirstrup ved Ane og Severin Møller. Her lærte hun en ung mand, Peter Andreas Petersen, at kende. De forlovede sig, da de begge var 19 år gamle.
Peter blev født den 12. marts 1888 i Aarhus, søn af tømrer Anders Petersen (født den 25. maj 1842 i Taarum ved Randers) og Johanne Marie Kirstene Pedersen Graabæk (født den 5. marts 1857 i Tirstrup). Peters mor døde den 11. februar 1892, da Peter var knap 4 år gammel. Han voksede op først ved sine bedsteforældre (de havde tidligere ejet Elbækgaard), senere hos Ane og Severin Møller. Ane var moster til Peter, og hun blev som en mor for ham.
Peters fætre, Martin og Laurence (sønner af Anton Graabæk, Omaha) kom på besøg hos Ane og Severin Møller. Her fortalte de om Amerika, hvilket Kathrine og Peter syntes lød lovende, og de begyndte at lægge planer om at udvandre dertil.
Peters morbror, Anton Graabæk, udvandrede i 1888. Han var en fattig mand til at begynde med, men han arbejdede sig hurtigt op, og i 1910 var han farmer, mejeriejer og teaterejer. Kathrine og Peter havde ikke selv penge til billetten, men Anton Graabæk ville gerne have dem derover, så han betalte rejsen og lovede at hjælpe dem, når de kom til Amerika.
Rejsen og ankomsten til USA.
Den 19. april 1910 rejste Kathrine og Peter fra Danmark med kurs mod Amerika - mod det ukendte. Kathrine fejrede sin 22-års fødselsdag ombord på slibet. Ifølge oplysninger fra deres datter Erna skulle de være ankommet til New York den 5. maj 1910. Derfra blev de sendt til Ellis Island, hvor de blev undersøgt for forskellige sygdomme, og hvor de skulle vise deres papirer frem. De stod som kreaturer i båse og tilbragte en hel nat der.
Næste dag rejste Kathrine og Peter med toget fra New York til Chicago og derfra videre til Omaha i Nebraska. På denne rejse skete der en ulykke, idet toget kørte af sporet. Kathrine og Peter kom ikke noget til ved ulykken. Midt om natten stod de og ventede på, at der skulle komme et andet tog for at køre dem videre. Det blev meget sent, inden de nåede Omaha.
I Omaha boede Anton Graabæk, og ham skulle Peter arbejde for. Kathrine fik en plads i huset hos en amerikansk familie. Da hun havde været der i nogle dage, fik hun pludselig noget mærkeligt udslet på kroppen. Der blev tilkaldt en læge, og han fandt ud af, at hun havde fået kopper. Hun var blevet smittet ombord på skivet, hvor der var mange, der led af forskellige sygdomme, deriblandt altså også kopper. Erna har fortalt: "Lægen kørte hende ved hjælp af hestevogn til et sted, som kaldtes "Pest House". Det var en slags hospital, hvor folk med kopper blev anbragt, indtil de var raske." Peter måtte hun ikke sei de to uger, det varede, inden hun blev rask.Engelsk talte hun ikke, og hun forstod det heller ikke. Hun har selv fortalt mig, at i den tid hun lå på hospitalet, var hun meget ked af det. Hjemme fra Danmark vidste hun, at det var en farlig sygdom, som man kunne dø af. Men Kathrine blev rask igen.
Nybyggerland i South Dakota.
Kathrine og Peter havde begge søgt om at få tildelt nybyggerland, der blev udstykket i indianerterritoriet. Der var så mange ansøgninger, at der blev trukket lod. Kathrine var heldig, hendes nummer kom ud med er areal på 160 acres. I marts 1912 rejste Kathrine og Peter til Gregory i South Dakota for at udvælge og få registreret deres land. White River var nærmeste by, som lå ca. 12 km. fra det sted de valgte.
Samme dag som Kathrine havde udtaget sit land, sendte hun et postkort hjem til Ane og Severin Møller i Tirstrup. Postkortet er et billede af "det lille hus på prærien", og der er kommet kørende gæster i en let enspændervogn. Kathrine har skrevet følgende til dem derhjemme i det gamle land:
"White River, 8. marts 1912.
Kære Severin og Ane.
Her kan i nu se mit lille hus, og her kommer kørende
fremmede, vi kom her til White River i gaar Torsdag,
og i dag har jeg taget ud mit land, vi skal nu til
at køre ud at se det, vi havde en lang automobiltur
igaar 28 miles, i morgen gaar jeg til Omaha igjen.
eders Kathrine"
Billedet sammenholdt mod indledningen af teksten udtrykker et ønske for Kathrine. Hun har nu været ude for at udtage sit land, og nu ønsker hun sig også et sådant lille hus på prærien. Hun fik også sit ønske opfyldt.
Kathrine rejste tilbage til Omaha for at passe sit job de'r. Peter blev i South Dakota for at bygge stald og hus. Winner var den nærmeste stationsby, som lå fire gange længere væk fra deres sted end White River. I Winner købte Peter to muldyr, en vogn og det tømmer, han skulle bruge. Der var ca. 48 km til deres land, og det tog Peter to dage at køre med muldyr og vogn. Byggeriet kostede ca. 500 S. Anton Graabæk lånte dem pengene, som de så senere skulle betale tilbage.
Efter deres planer skulle Kathrine komme og bo i deres eget hus den 1. oktober 1912. Derfor bestemte de sig til at blive gift den 21. september 1912. De blev viet i "Pella Lutheran Church" i Omaha af paster I. A. Laursen. Festen blev holdt hos Marie og Anton Graabæk. En af gæsterne var Kathrines bror, Martin Nielsen, som lige var emigreret. Peters søster, Bolette, emigrerede også til USA i 1912.
Inden brylluppet havde Peter og Anton Graabæk været på indkøb sammen. Der var mange ting, som skulle købes ind til deres hjem, bl.a. 10 køer, et komfur, en kakkelovn, bord, stole, en seng og et køkkenskab. Dagen efter brylluppet rejste Peter med kvæg, foder og vand i emigranttoget til Winner.
Næste dag ankom Kathrine med passagertoget til Winner, hvor Peter stod og ventede på hende. De blev i Winner natten over, men stod meget tidligt op næste morgen. Så begyndte den lange transport med hest, vogn, kreaturer og hvad de ellers havde, der skulle fragtes afsted. De kørte hele dagen, og langt over midnat nåede de deres hjem. De var for trætte til at stille sengen op og lagde sig derfor til at sove på gulvet.
Nu kom tiden, hvor der virkelig skulle bestilles noget. Jorden skulle dyrkes og hus og stald gøres færdig. Når vi senere har spurgt dem, om det ikke var en hård tid, svarede de: "Vi var jo unge og stærke og ikke bange for at tage fat med de bare næver." De havde kun en ko, som de kunne malke den vinter. Kathrine kunne kærne tre pund smør af den fløde, som hun skummede af mælken. De kørte smørret til White River og solgte det for 40 cent pr. pund. Penge de fik, ville de købe mad for, men en sæk mel kostede 1.35 S, så de måtte spare op fra uge til uge.
De havde også taget noget mad med fra Omaha, som Anton Graabæk havde givet dem . Peter sørgede for kødet. Han gik på jagt og skød mange kaniner. Når det var frostvejr, kunne de nedskudte kaniner hænge i stalden i længere tid.
Julen 1912 var den første jul, de skulle fejre i deres eget hjem. Som juletræ hentede de en gren, hvor de bandt noget kulørt papir på:
Den 13. marts 1913 var der en frygtelig snestorm. De kunne ikke se laden fra stuehuset. Om eftermiddagen gik Peter ud for at se til kvæget. Tre Kreaturer var væk. Pludselig fik han øje på to stave, der stak op af sneen. Da han sparkede til dem, flyttede de sig, og han opdagede, at det var tyrens horn. Han fik den ind i laden, senere fik han også køerne ud af snedriverne.
Hvordan Kathrine oplevede indianerne.
Deres land var jo udstykket indianerterritorium, de boede mellem indianere som efter Kathrine og Peters udsagn var venlige mennesker, men i Kathrine sad der alligevel en angst. Hjemme i Danmark havde hun hørt så mange frygtelige ting om indianerne, og nu boede hun på jord der netop var taget fra indianerne. Hun har engang fortalt mig: "Når indianerne sultede, stjal de vores kreaturer og slagtede dem, men hvad andet kunne de stakkels mennesker gøre."
Der var også engang, hun var alene hjemme. Peter var taget til byen i hestevogn, en tur der tog to dage. En indianer kom kørende for at handle med Peter, Kathrine sagde til ham, at Peter ikke var hjemme og fortrød det i samme øjeblik. Hun var bange for, at indianeren ville overfalde hende senere på natten. Om aftenen blæste det op, og hun hørte hele tiden lyde omkring huset. Hun var frygtelig bange - men der skete ikke noget. Senere blev hun klar over, at der var en sprække mellem bjælkerne, og der tudede det, når vinden kom fra et bestemt hjørne. Hun malkede også køerne ved dagslys, tænde lys i stalden turde hun ikke af frygt for at kalde indianerne til.
En lille sjov historie med en indianerfamilie oplevede Kathrine da også. Indianerfamilien kom uventet på besøg, heldigt, som det var, havde et af børnene haft fødselsdag dagen før, og Kathrine havde derfor bagt lagkage. Ca. 1/3 af kagen var spist, for at der kunne blive et stykke til hver, skar Kathrine et passende stykke kage, vel nærmest for at vise størrelsen på de stykker kagen skulle skæres ud i, hun rakte fadet over til "indianermutter", men "mutter" har åbenbart været sulten, for hun tog det store stykke og sendte det lille videre, som de andre så måtte dele.
Små og store begivenheder.
Kathrine fødte deres første barn, Margaret, den 10. juli 1913. Den Fødsel har sikkert været hård at komme igennem. Der var hverken læge eller jordemoder og ikke engang en nabo til at hjælpe. De boede langt fra naboer, så Peter måtte selv være fødselshjælper.
To år senere, den 14. maj 1915, kom evelyn til verden, Edwin blev født den 5. maj 1916 og Clarence den 16. december 1917. Fire fødsler lige efter hinanden - det skal der en stærk kvinde til at holde til. Vand havde de ikke indlagt, det skulle de gå et stykke efter. Det har været meget besværligt, når der skulle vaskes tøj til så mange mennesker, der var heller ikke noget, der hed elektricitet.
Samme år som Clarence blev født, fik Peter og tre andre mænd 350 S til byge en skole for. De hentede selv alt tømmeret i Winner og byggede så "Happy Hollow School".Skolen lå lidt mere end 2 km fra deres hjem.
I 1917 købte Kathrine og Peter deres første bil, og den 11. marts 1919 blev de statsborgere i USA.
Der gik fem år fra deres fjerde barn blev født, indtil det femte kom til verden. Den 25. juni 1922 blev Lettie født, og året efter den 4. september 1923 fødtes Ruth, der gik igen næsten fem år, og Erna kom til verden den 16. januar 1928, Kenneth blev født den 20. oktober 1931, da Kathrine var 43 år. To år efter, den 3. august 1933, fødte Kathrine sit niende og sidste barn, Marion Jane, en sund velskabt lille pige, Kathrine var da 45 år og indlagt på hospitalet i Pierre.
Det første brev, som jeg har fundet frem til, er skrevet af Kathrine i 1930 til hendes far og søster Jørgine. Kathrine skriver, at Margaret har en plads og ikke får fri til jul, pengene hun tjener, skal bruges til at gå i skole for, Evelyn er på højskole i Omaha, og hun kommer hjem på tre ugers juleferie. Hun fortæller også om, at hun har syet kåbe, hat og vanter til Erna og Ruth, Lettie skal have en ny kjole til skolens juletræ, den skal Kathrine også selv sy.
Da Margaret, Evelyn og Edwin begyndte at gå i skole, kunne de kun tale dansk, men efter den tid lærte alle børnene både dansk og engelsk. Der var ca. to km til skole, de skulle ride derhen - to eller tre på en hest, det var for farligt at gå, der var nemlig klapperslanger, og et bid af sådan en var dødbringende. Hesten satte de i en stald ved siden af skolen. Når børnene legede uden for huset, skulle de altid have en stok med, så de kunne slå efter slangerne, hvis der kom nogle, der var til fare for dem.
Engang blev det et frygteligt uvejr. Det stormede og blev så mørkt, at de næsten ingenting kunne se. Sandet hvirvlede rundt i luften og trængte ind alle steder. Værst var det for børnene, men Kathrine fandt på råd, hun bandt våde klude om deres næse og mund, så de ikke fik støv i lungerne.
De seks hårde år.
Kathrine og Peter havde op gennem årene købt og lejet mere jord til deres landbrug. De fik også lavet en tilbygning til stuehuset. I 1931, da Kenneth blev født, havde de boet i White River i nitten år. Disse nitten år havde været hårde, men ikke noget imod de næste seks.
I 1932 åd græshoppesværme hele avlen. Året efter, i 1933, var der en ødelæggende tørke. I 1934 kom der ingen afgrøde op af jorden på grund af tørken året før. Kathrine og Peter hjalp i efteråret 1936 en nabo med at flytte til Iowa. Derfra kørte de videre til Minnesota for at se på en farm. De fandt en i Albert Lea, som de kunne leje.
Det sidste år de boede i South Dakota, dyrkede de 3.520 acres land. Der var nu gået 25 år, og de var fattigere end nogensinde før. Livet på prærien havde bestemt ikke været let, men de havde haft gode og venlige naboer. Ligeledes havde de været en stor og lykkelig familie, hvad var af stor betydning for dem.
Jeg ved, at min moster og onkel var meget troende mennesker. De var med til at bygge to kirker, den ene på prærien og den anden i byen White River. Hvid ikke de havde været så stærke i deres tro og bedt til gud hver dag, så havde de sikkert ikke klaret dette at skulle starte en ny tilværelse et helt andet sted. Kathrine har engang skrevet: "Gud ved bedst, hvad der tjener os til gode, og vi må aldrig glemme at sige ham tak."
Minnesota.
Peter rejste til Minnesota i foråret 1937 for at så jorden til. Lettie rejste med ham for at lave mad og holde hus. Edwin og Clarence blev i South Dakota for at passe gården og resten af familien. Så snart skolen var slut, flyttede Kathrine og familien til Albert Lea i Minnesota. Kreditorerne overtog farmen ved White River. Det som hele familien nød mest, efter de var flyttet, var det dejlige grønne græs og det at have masser af vand.
Min kusine Erna har fortalt mig: "Anton Graabæk lånte dem penge, så de kunne komme i gang igen." Det lykkedes virkelig også for dem, og da de havde boet der i fem år, blev der en farm til salg i nærheden. Peter gik i banken, og købet af farmen blev en realitet. Jeg mener, det må virkelig have været en stor omvæltning og noget af et slid for dem at nå så langt. Stuehuset lignede nærmest et palads i forhold til det på prærien.
Første Danmarksbesøg.
I december 1948 rejste Kathrine og Peter til Danmark. De havde da ikke set deres familie og fædreland i 38 år. Begge Kathrines forældre var døde, (inden Kathrine rejste til USA, lovede hun sin mor at komme hjem efter fem år). De var i Danmark i tre måneder, så de rejste rundt og besøgte hele familien. Jeg kan svagt huske, da de boede hos os, Kathrine og jeg kunne lide hinanden.
Kathrine syntes, det var meget længe at være væk hjemmefra, og hun længtes efter børnene og de ti børnebørn, som hun efterhånden havde fået.
Peter døde den 24. februar 1980 i Albert Lea, Minnesota, 92 år gammel. Samme år rejste Kathrine endnu engang til Danmark, og hun havde datteren Erna med sig på rejsen. Det blev sidste gang Kathrine så Danmark. Hun døde den 11. juli 1983 i Albert Lea, 95 år gammel.
