"Må vi lige være her - eller!"

"Må vi lige være her - eller!"
af: Børge Holdt Madsen Frederikshavn nyhedsbrev juli 2003

En sandfærdig beretning om de lykkelige følger af to tjenestepigers fald på dydens smalle sti. Dette sidste med en ganske særlig tak til Søren Kanne og en ukendt tjenestekarl i deres himmel - for en nyttig indsats, uden hvilken det hele for resten være lige meget

Se, det var jo en noget kryptisk indledning til min replik i anledning ag Blicher-Selskabets udgivelseaf Søren Kanne, en dansk helt, hvis forfatter er Viggo Thirup, Herning. Intet ondt ment i den anledning - jeg er selv et glad medlem af selskabet. Mit anliggende er alene at føje et supplerende korrektiv til bogens oplysninger om Søren Kannes slægt. I Grenaaborgeres selvforståelse har Søren Kanne og hans redningsdåd som bekendt en ganske særlig mening - derfor, af lokalhistoriske grunde og - indrømmet - for min egen skyld:

Der er vistnok - om ikke før, så efter bogens udgivelse - almindelig kendt, at Søren Kanne i en god kærlighedsstund på pigekammeret besvangrede sin mere eller mindre indforståede kæreste, Anne Marie Pedersdatter fra Grenaa. I pigekamrenes senge, der blev "tro og love" ikke så sjældent til noget i retning af "lykke og fromme"!! Sa tidens fylde oprandt en højsommerdag 1825, fødte den små Anne Marie i Ålsrode sin og Sørens lille datter. Hun fik sit eget navn, Sara; dertil sin mors navn Marie og endelig sin far, Søren Kannes navn som patronym - Sørensdatter. Alt kunne nu være endt i fryd og gammen på Kannegården for de unge, hvis det ikke var, fordi Anne Marie var kommet på kant med Sørens stedmor. Meget tyder på, at Søren ikke var slet så stålsat over for hende, som han var under hin vinterstorm i 1835, da han brødes med det oprørte hav ud for Hessel Hede. De unge fik aldrig hinanden, og frugten af deres kærlighed, lille Sara, kom i pleje hos en hjulmand i Høbjerg hun var det i al fald som 9-årig.

Vi - Søren Kannes ærlinge - må altså leve med, at Sara blev undfanget i synd, som hine tider sagde. Sare Sørensdatter blev gift med Hans Jensen og fik to sønner. Det er deres efterslægt, der er nævnt i bogen Søren Kanne.

Men lad mig føje et pikant og indtil nu for alle andre end min gode familie ukendt efterspil til historien: Sara Sørensdatter havde såmænd ligesom sin mor været mere kærlig end bly i pigekammeret, eller hvor det nu var, det foregik. Sengekammeraten hed Hans Peder Jensen. Han var tjenestekarl i Attrup og uundværlig i undfangelsesøjeblikket, så tak for det. Men ellers ser det ud til, at han har snydt sig fra noget. Lille "uægte" Saras lille "uægte" søn blev født den 4. juni 1850 i Attrup og holdt over dåben i Rosmus kirke, hvor han fik navnet Jørgen Peter Sørensen. Sara ville - uvist af hvilken grund - ikke vide af sin elsker og besvangrer, så hellere hendes eget og dermed Søren Kannes navn. Det blev altså Sørensen - og det efternavn lever i bedste velgående trindt om i Jørgen Peters efterslægt - kun lever det ikke på Djursland - og selvfølgelig heller ikke i Saras efterslægt fra sit senere ægteskab.

Men for at gå planken ud til orientering for de mange, der med rette er stolte af deres bysbarn, Søren Kanne.

Jørgen Peter Sørensen, min oldefar, blev i 1870 i Lyngby kirke viet til Margrethe Jensine Jensen fra Trustrup. De fik i deres ægteskab i Hoed 7 børn - 3 døtre og 4 sønner. Alle på e'n nær flyttede som voksne fra Djursland; de 3 til Esbjerg, hvor familien markerede sig fagpolitisk og lokalpolitisk stærkt i 20'erne og 30'erne. De var bønder, der blev sømænd. Den yngste af dem - Hagbard Sørensen, min morfar - blev i 1912 gift med Mary, der var datter af gårdejer Anthon Pedersen i Øksenmølle ved Tirstrup. Min oldefar, Jørgen Peter Sørensen, døde som 49-årig i 1899 i Hoed - 4 år før sin mor, Sara Sørensdatter. Da Margrethe blev gammel, hentede hendes børn hende til Esbjerg, hvor hun døde i 1922.

Søren Kanne fik ingen børn i sit ægteskab med Karen. Men som det fremgår af bogen og af ovenstående, så fylder de 2 "uægte" linjer også ganske meget. Onde tunger har såmænd nok visket og tisket meget i krogene om Sørens og Anne Maries "horeunge", da den lille Sara blev holdt over dåben i Ålsø kirke. Vi, der er af blodet, foretrækker at sige "kærlighedsbarn" - det er smukkere!

Men hvem - vil den interesserede læser nok vide - hvem er da i dag den stolte ejer af Søren Kannes redningsmedaille og af mindebægeret, skænket af Århusborgere og - borgeinder. Det skal efter sin fundats arves af ældste søn, frengår det af bogen. Men det er det ikke blevet! Det prægtige mindebæger befinder sig hos en efterkommer af Søren Kannes ældre bror (ignore'r venligst bogens fejlagtige oplysning). Den lader vi lige stå et øjeblik den med den ældre bror, men indrømmet så, at det vistnok må være uinteressant i 2003. Alvorligt talt så mener jeg nok, at redningsmedaillen og mindebægeret burde have deres hædersplads på Grenaa Museum. Vi er, som det er fremgået, en del der er bærere af Søren Kannes gener, nogle bærer også hans navn. Men selv er han jo barn af Grenaa.